Christa Møllgaard-Hansen

 Takket være stiftelsen af en ny forening, kan vi måske endelig komme videre fra den ørkesløse diskussion om kønskvotering - men for nostalgiens skyld vil jeg, før jeg lovpriser den nye forening yderligere, alligevel lige minde om, hvorfor jeg mener, at nej-tak-til-kønskvotering-holdet trak det længste strå i diskussionen

Mange taler for, at vi i langt højere grad end i dag skal bruge kønskvotering som et ligestillingsredskab, hvormed vi kan gennemtvinge en (tilnærmelsesvis) lige andel af kvinder og mænd på arbejdspladser, på uddannelsesinstitutioner, i virksomhedsbestyrelser, på valglister mv. I marts foreslog Socialdemokraterne, at minimum 40% af de børsnoterede selskabers bestyrelsesmedlemmer om 4 år skal være kvinder, og at et selskab, hvor kvindekvoten på minimum 40% ikke er opfyldt ved tidsfristens udløb, skal tvangsopløses. Men kønskvotering er stadig et yderst kontroversielt fænomen (A’s forslag kunne ikke opnå politisk flertal), og der er da også mange gode grunde til ikke at juble ved tanken om kønskvoter:

Kønskvotering betyder, at personer vil blive foretrukket eller fravalgt alene på grund af deres køn – kønskvotering er altså i sin essens kønsdiskriminerende, og det er absurd at lade kønsdiskrimination bekæmpe (postuleret) kønsdiskrimination. Dernæst vil den ensidige fokusering på personers køn medføre, at faglige kvalifikationer i mange tilfælde kun vil blive tillagt sekundær betydning, hvilket implicerer en generel niveausænkning.

For det tredje udgør kønskvotering et alvorligt indgreb i f.eks. aktionærers ret til frit og på baggrund af saglige kriterier i hvert tilfælde at kunne vælge den kandidat, hvis valg vurderes at ville medføre skabelse af det bedst mulige resultat på bundlinjen. Og hvis vi opstiller kvoter for køn, så er vejen også banet for kvoter for etniske grupper, for homoseksuelle, for religiøse grupper, for unge under 45 etc. – og jo flere kvoter, des mindre grad af frihed i kandidatselektionen.

Det synes selvindlysende, at det altid må være i virksomheders egeninteresse at engagere de personer, der besidder de bedste kvalifikationer. Samtidig synes det rimeligt at formode, at en kandidat ønsker at blive valgt på baggrund af sit CV og ikke på baggrund af en kvote, som tilsiger, at der denne gang skal vælges en kvinde eller for den sags skyld en hørehæmmet blind, en lesbisk mand, en socialdemokrat eller en kronraget hippie. Skal vi virkelig indskrænke aktionærernes ret til selvbestemmelse og degradere kvalifikationers betydning, fordi en del danskere gennemlever en berusende flirt med tanken om lige repræsentation?

Fortalere for kønskvotering operer med den implicitte antagelse, at en ligelig fordeling af mænd og kvinder er ’godt i sig selv’.

Men hvad er det egentlig, der gør kønnet så interessant, at disse gode mennesker mener, det bør tildeles så umanerlig stor opmærksomhed? Hvorfor insistere på at tale om henholdsvis mænd og kvinder og deres respektive værdier, frem for at fokusere på det unikke individs egenværd? At (alle) kvinder skulle besidde et sæt af klart definerede egenskaber, som gør kvinder væsensforskellige fra (alle) mænd, og som gør kvinder særligt uundværlige i eksempelvis bestyrelsessammenhæng, forekommer grotesk. Hvad skulle kvinders essentielle egenskaber være? Og mænds? Personligt udstøder jeg et højt og rungende ’nej tak’ til ligestilling mellem kønnene, hvis ligestilling betyder ’lige mange mænd og kvinder’, fordi en 1:1-fordeling i sig selv skulle være efterstræbelsesværdig.

Forkæmpere for kønskvotering ser majoriteten af den danske befolkning (kvinderne) som en ukampdygtig minoritet, der kalder på positiv særbehandling. Men hvis vi bliver ved med at fremstille kvinder, som var vi et sart mindretal, der har særlig beskyttelse og forfordeling nødig, så får vi aldrig for alvor rokket ved de stereotype kønsforestillinger. Og set fra min sofa er det netop i høj grad de generelle mentale forestillinger om kønnene, der fastholder den reelle ulighed kønnene imellem. Først når det bliver (mere) almindeligt, at mænd vælger at tage en større tørn med hjem og børn, og kvinderne vælger at lade dem gøre det, vil vi kunne få markant flere kvinder at se på samfundets mest magtfulde poster. Så længe vi bibeholder de indlejrede forestillinger om, at det er mænd, der har krævende lederstillinger og derfor oppebærer den højeste løn, og at det er kvinder, der er ansat i plejesektoren, laver mad og passer børn, så vil der ikke ske alverden. At kvinder har færre topposter end mænd har mindre at gøre med, at kvinder ikke har mulighed for at nå til tops, end det har at gøre med, at hovedparten af danske kvinder prioriterer anderledes end hovedparten af danske mænd. Dansk Lov skal sikre, at alle nyder samme formelle rettigheder, at der gives lige løn for lige arbejde, og at ingen diskrimineres på baggrund af deres køn, men vi kan ikke tvinge nogen til at gøre brug af deres muligheder. Det er ikke en politisk opgave at tvinge flere kvinder ind på direktionsgangene og flere mænd ind i børnehaverne; det er derimod en politisk opgave at respektere og beskytte borgeres, virksomheders og institutioners ret til at træffe egne frie valg inden for rammerne af den lovgivning, der sikrer lige muligheder for alle.

Når DET så er sagt, skal det også siges, at jeg personligt finder det nedslående, at der ikke ’af sig selv’ er sket mere, end der er, thi der findes ved Gud da EN DEL velkvalificerede kvinder (!); blot mener jeg ikke, at den sørgelige statistik skal søges ændret ved introduktion af kønskvotering på området. Nej, i stedet for at fortsætte den handlingslammende og ufrugtbare diskussion om kønskvotering, bør fortalere og modstandere stå sammen om at hjælpe de børsnoterede selskaber med at få øjnene op for de egnede kvinder, der står på spring i kulissen – ’mænd kender mænd’, og der bringes derfor ofte slet ikke kvindelige kandidater i spil.

I den forbindelse vil jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på et, efter min mening, fantastisk godt initiativ:

Dannelsen af foreningen ”Aktionærer for flere kvinder på bestyrelsesposter”.

Foreningen er stiftet af MF for SF Pernille Vigsø Bagge, og dens formål er at opkøbe aktier i selskaber, der ikke har kvindelige bestyrelsesmedlemmer, med henblik på at opnå taletid på de årlige generalforsamlinger. I kan læse nærmere om initiativet og evt. melde jer ind i Foreningens FaceBook-gruppe her:

http://www.facebook.com/group.php?gid=28252794768
Foreningen er for BÅDE mænd og kvinder

På Grundlovsdag i 2007 udtalte statsministeren følgende i sin grundlovstale i Toreby:

“Det er voldsomt, som det kan hidse gemytterne op at se muslimske kvinder bære tørklæde. Lad dog dem om det. Lad det velkendte danske frisind sikre retten til at klæde sig, som man vil - også i det offentlige rum”.

Med planerne om at forbyde dommere at bære religiøse symboler, herunder tørklæder, vender Fogh og regeringen de liberalistiske grundholdninger og det ellers så højt besungne frisind ryggen … Hvorfor? For at please det antimuslimske DF, som med absurde skræmmekampagner forsøger at lægge en hel befolkningsgruppe for had.

Hvordan redder Fogh sig ud af denne kattepine?

 Jeg har på Radikale.net debatteret organdonation af flere omgange, og skønt jeg allerede har postet et enkelt indlæg på denne blog om emnet, så kommer her altså endu et :o)Hele 85% af danskerne er positivt stemte over for at donere deres organer, men kun sølle 11% er registreret i donorregistret. Det er vi alle enige om, at vi gerne vil ændre på, men når det kommer til midlet, der skal realisere målet, så er enigheden ophørt. De 3 forslag til løsning af problemet kan groft skitseres således:
1) Automatisk Registrering. Det skal dog være nemt at afmelde sig, hvis man ikke ønsker at figurere som donor i registret. Det primære argument for denne variant er, at vi vil indfange alle de mennesker, der egentlig gerne vil registreres som donorer, men som aldrig har fået/får tilmeldt sig.2) Obligatorisk Stillingtagen (evt. med mulighed for at svare ’ønsker ikke at tage stilling’)3) Status Quo (oplysningskampagner). Argumentet imod automatisk donorregistrering er, at vi fødes med fuldt ejerskab over egne kroppe, hvorfor man ikke kan lade det enkelte menneske donorregistrere uden vedkommendes samtykke. Obligatorisk stillingtagen afvises med henvisning til, at etiske beslutninger ikke skal træffes under tvang.Personligt er jeg tilhænger af en variant af løsningsforslag nummer 2, og jeg vil i det følgende forsøge at argumentere for, hvorfor jeg mener, at vi bør arbejde i den retning.Når vi taler om en ’donation’, forudsættes både en giver og en modtager, hvilket giver anledning til at stille spørgsmålet: Hvem tilhører din krop og dermed dine organer? Hvem kan legitimt donere (dele af) din krop til andre? Hvis vi automatisk registreres som donorer, er det i udgangspunktet staten, der ved et menneskes (hjerne)død har ejerskab over kroppen. Er det rimeligt? Fortalere for bevarelse af status quo afviser det med henvisning til, at det enkelte menneske selv skal kunne bestemme over egen krop. Det lyder også umiddelbart besnærende, men snart melder et nyt spørgsmål sig: Når du erklæres (hjerne)død, er der ikke længere noget ’dig’, så er det overhovedet muligt at tale om krænkelse af den enkeltes ret til at bestemme over egen krop i den forbindelse? Jeg mener ved grundig eftertanke, at det bærende argument imod automatisk donorregistrering findes i en anderledes udlægning af autonomibegrebet, idet autonomi i denne forbindelse skal tolkes bredere end blot som ’frihed til at bestemme over egen krop’:Staten skal vogte de grundlæggende frihedsrettigheder såsom eksempelvis ytringsfrihed og den personlige frihed, omfattende frihed fra psykisk undertrykkelse. I et pluralistisk og demokratisk samfund som vores, der sikrer sådanne frihedsrettigheder, vil der være mange forskellige livsopfattelser, som det vil være umuligt at forene. Min pointe er nu, at det vil være i direkte modstrid med vores samfunds grundlæggende politiske værdier, hvis vi lovgivningsmæssigt pålægger hele befolkningen en bestemt etisk overbevisning (læs: at organdonation er ’rigtigt’, i etisk forstand), som en del af samfundets borgere ikke deler.
Og endnu en ting, jeg har funderet over: Ved automatisk donorregistrering fratages alle faktisk selve muligheden for at tage stilling – staten har på forhånd truffet valget for os alle, om end den har udstyret os med vetoret… Heri ligger en umyndiggørelse af mennesket.Men nok om det - lad mig nu vende tilbage til det positivt formulerede mål, som ingen formentlig er uenige i: Vi skal have flere af de mennesker, der er positive overfor organdonation, til at figurere i donorregistret!Ovenfor har jeg forsøgt at forklare, hvorfor jeg er modstander af automatisk registrering, og jeg har også stillet spørgsmålstegn ved et af argumenterne for bevarelse af status quo. Jeg mener, at vi bør satse på en form for obligatorisk stillingtagen – eksempelvis kan vi lade folk tage stilling i forbindelse med (ny-/gen-)erhvervelse af kørekort. Det vil fint kunne indpasses som en del af teoriundervisningen i forbindelse med, at eleverne lærer om trafiksikkerhed og de risici, der er forbundet med at køre bil. Kørekortets udstedelse kan gøres betinget af, at man har ’krydset af’. Jeg er klar over, at vi ikke vil nå alle på denne måde, men tiltaget kan suppleres med andre – se http://www.radikale.net/lone-dybkjaer/indlaeg/2008/04/03/skal-vi-alle-vaere-donorer for inspiration!
Tilbage står så spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at nogen skal tvinges til at tage stilling til etiske spørgsmål. Det mener jeg ikke, at det er, og jeg synes derfor, at det skal være muligt at sætte kryds i en rubrik, der hedder ’ønsker ikke at tage stilling’. Min intention er ikke at forvandle nej-sigere eller gruppen af usikre til ja-sigere – jeg ønsker blot, at så mange som overhovedet muligt (ideelt set alle) bliver direkte konfronteret med spørgsmålet om organdonation. Mange føler det enormt ubehageligt at blive konfronteret med egen dødelighed, og de udskyder måske derfor de overvejelser, som endelig stillingtagen til organdonation forudsætter. Atter andre får bare ikke taget sig sammen til at melde sig til, og jeg er sikker på, at vi vil indfange rigtig mange af disse mennesker, hvis vi konfronterer dem direkte med spørgsmålet på en måde, der fordrer stillingtagen.

Hvert år er der danskere, der dør, mens de venter på at modtage et organ.

Direkte adspurgt svarer 85% af os, at vi er positivt stemte overfor organdonation, men alligevel er det kun små 11%  af os, der figurerer i donorregistret. Hvorfor? Sandsynligvis fordi vi finder det så ekstremt ubehageligt at blive konfronteret med egen dødelighed, at mange af os igen og igen vælger at udskyde de overvejelser, som endelig stillingtagen til organdonation forudsætter. Mange indrømmer sågar, at de gerne vil være donorer, men at de bare aldrig har taget sig sammen til at udfylde donorkortet eller internetblanketten. Det er simpelthen ikke godt nok! Men hvad skal vi gøre ved det?

Flere har foreslået, at alle automatisk registreres som donorer, men det vil knægte den enkeltes autonomi – vi fødes ikke som statens ejendom, men som frie individer med ret til at bestemme over eget liv (og egen krop). Jeg mener, at vi i stedet bør indføre obligatorisk stillingtagen til organdonation; eksempelvis i forbindelse med udstedelse/fornyelse af pas eller kørekort. Derved vil vi indfange mange af de mennesker, som er positivt stemte overfor organdonation, men som aldrig har ladet sig registrere – og det vil redde liv!

En travl fredag formiddag ringer telefonen – en bankmand vil blot høre, om jeg for nylig har lavet en pengeoverførsel til Pakistan… Hvorfor? Jo, fordi den lokale Nordea-filial netop er blevet kontaktet af en personage i USA, som kræver at få yderligere oplysninger om beløbsmodtager udleveret øjeblikkeligt…

Jeg har en lille kjoleforretning på Lolland, og jeg importerer selv de varer, vi sælger i butikken. Bestilling og betaling foregår som hovedregel via internettet, og vi har længe importeret varer fra så forskellige lande som USA, Thailand, England og Hong Kong – helt uden problemer.

Men denne gang vil skæbnen det anderledes – beløbsmodtageren hedder nemlig Rashid og bor i Pakistan. Min bankmand ønsker kortholders fødselsdato samt eksakte adresse oplyst, og han beder om en beskrivelse af min leverandørs virksomhed. De har i USA fundet overførslen mistænkelig, forklarer bankmanden, og de frygter, at der kan være tale om terrorstøtte… Indtil undersøgelsen af den fordægtige økonomiske transaktion er afsluttet, sidder mine penge fast på en konto i USA, og hvis undersøgelsen munder ud i en overbevisning om, at her er tale om terrorstøtte, så bliver mine penge stående i USA til evig tid. I ventetiden kan jeg så ærgre mig over de klækkelige administrationsgebyrer forbundet med sagsbehandlingen - dem skal jeg naturligvis afholde…

Siden 2001 er der i terrorbekæmpelsens navn skabt markant øget fokus på internationale pengetransaktioner; der er etableret overvågning af alle elektroniske data i SWIFT, som står for over 11 millioner pengetransaktioner til en sum af ca. 36 milliarder kroner. Men fanger efterretningstjenesterne virkelig terrorister på den baggrund?

I så fald næppe ret mange! For det første har det globale terrorlandskab ændret sig markant siden 2001 – attentaterne udføres i dag ofte for meget beskedne økonomiske midler, og nutidens terrorist er i langt højere grad end tidligere ’den lille mand’, som agerer uafhængigt af nationale og internationale netværk.

At overvåge så stort et datamateriale er ikke blot ressourcespild –det er også decideret benspænd for ærlige forretningsdrivende, når deres økonomiske midler indefryses, mens en længerevarende undersøgelse pågår.
Risikoen for, at en fæl terrorist-sympatisør forklædt som festkjoleforhandler fra Maribo 4930 overfører penge til Bombe-Rashid forklædt som tøjproducent i Pakistan, er og bliver forsvindende lille…

Dynamikken synes klar: Borgerne føler kollektiv angst og usikkerhed, og politikerne iler dem i møde med (overvågnings)tiltag, der har særdeles tvivlsom effekt.

To dage før valget i november lovede Fogh en hurtig og bred asylaftale, men dårligt var løftet afgivet, før regeringen indgik den smallest tænkelige aftale med Dansk Folkeparti. Aftalen blev aldrig sendt i høring, da den alene indeholdt rent administrative ændringer, og en lovændring derfor ikke var nødvendig(!). Pia Christmas Møller fremkom efterfølgende med et alternativt asylforslag, der for en stund så ud til at kunne samle oppositionen, så regeringen ville blive bragt i mindretal.

Men ak… Ny Alliance valgte at undlade at stemme for det alternative forslag – Naser Khader & Co. var nemlig blevet lovet ’realitetsforhandlinger’ af regeringen. Helle Thorning udtalte i den forbindelse:

”Det eneste, Naser Khader får, er en ekstra kop kaffe hos Statsministeren”.

Nu har det desværre vist sig, at hun fik ret…

I tilslutning til gårsdagens diskussion vil jeg forsøge, at gøre rede for min positive accept af Tugendhats “Das Problem einer autonomen Moral”. Tugendhat beskæftiger sig ikke med moralske normer, men udelukkende med de betingelser som er afgørende for vores moralske stillingtagen. Han kræver yderligere, at moralen gælder personen som helhed og ikke kun den rationelle fornuft som hos Kant. Hans begrundelse for afvisning af kontraktualisme opfatter jeg som følger:
Tugendhat mener tilsyneladende, at i og med at vi har ret til at stille krav om egen autonomi må vi også indrømme den samme ret for andre uden at der er tale om en egentlig kontrakt og uden at den andens rettigheder behøver at være identiske med mine. Han henviser i denne forbindelse til John Rawls ‘Theory of Justice’ og det har jeg det lidt sværere med, da jeg opfatter Rawls ‘uvidenhedens slør’ som en decideret urealistisk og oversmart løsning.

  
s. 114 Tugendhat efterlyser ikke nogen bestemt moral, men svar på spørgsmålet: Hvorfor har vi brug for en moral?

s.117 Han efterlyses et begreb om moralsk autonomi, om hvilken man kan sige: Det moralske er noget som jeg selv vil.
s. 124 Det som begrundes er ikke, at der skal handles således at man anser en bestemt handlemåde for at være rigtig, men at man anser sig selv for at være del af et fællesskab hvor man stiller de samme fordringer om gensidig accept (at man har disse følelser). Ens moralske motivation beror på to trin: For det første ens årsager for at anse sig selv som medlem af et bestemt fællesskab og for det andet om man ønsker at handle moralsk.

Tugendhat leder ikke efter en universel rigtig, fornuftsreguleret handlemåde, men accepterer i modsætning til Kant at vi har tilbøjeligheder og impulser.
Når jeg på trods af min enorme respekt for Kant foretrækker Tugendhats tanker om moral, så skyldes det at jeg tror, at han er lidt nærmere ved noget opnåeligt end Kant med dennes overmenneskelige moralske krav.

Jeg mener i øvrigt at den individuelle etik / moral findes på tre niveauer:
1. personlig moral
2. gruppe moral
3. den offentlige moral (politik / lovgivning)

Den personlige moral er en konsekvens af vores opdragelse, uddannelse og de påvirkninger vi har været udsat for. Gruppe moralen er en konsekvens af de fællesskaber vi indgår i. Vores grad af accept af den offentlige moral (lovgivningen) præget af vores intellekt og psyke. Det autoritetstro individ stiller andre krav til den politiske moral end en stærk selvbevidst person.

Det enkelte individs opfattelse af de gældende spilleregler indenfor personlig moral, gruppe moral og offentlig moral behøver ikke at være overensstemmende.

Det vil gæde mig hvis nogen af jer har lyst til at kommentere mine tanker

Kære Christa, det følgende afsnit er affødt af vores ikke afsluttede dialog. Jeg vil meget gerne høre både din og andres mening om dette.

Når jeg i øvrigt mener, at jeg kan forsvare min personlige etik / moral uden at kræve, at andre mennesker overholder de samme spilleregler, så skyldes dette stærkt simplificeret, at jeg for eksempel stiller nogle etiske krav til for eksempel læger eller revisorer, som jeg ikke anser som relevante for mig selv. Jeg vil i øvrigt også stille visse moralske krav til mig selv som jeg for eksempel ikke vil stille til en kunstner. Jeg mener i øvrigt, at forholdet mellem rationelle og emotionelle betingelser for moralsk stillingtagen er afhængig af det enkelte menneskes psyke og at dette har en direkte indflydelse på den personlige moral og dermed variationen af de moralske normer vi kan acceptere indenfor de fællesskaber vi er del af.  

Hans Ohnemus

Kommunalreformen havde til formål at skabe friere, større og mere bæredygtige kommuner – det gav Lars Løkke Rasmussen stolt udtryk for i det frihedsbrev, der blev sendt til kommunerne kort efter hans tiltræden i 2001. Men alligevel har regeringen indskrænket det kommunale selvstyre og skabt øgede mængder af bureaukrati. Registrering, rapportering og kontrol - regeringen sætter ubehjælpsomt lighedstegn mellem detailstyring og kvalitetssikring.

I Radikale Venstre har vi for længst indset, at udviklingen skal vendes, og vi har lanceret vores bud på en Tillidsreform af den offentlige sektor. Men også Socialdemokraterne reagerer nu med et konkret udspil på, at regeringen ikke har leveret som lovet. I forrige uge offentliggjorde Socialdemokraterne et oplæg, der skitserer 29 såkaldte ’frihedsrettigheder’; det kommunale selvstyre skal styrkes, og kommunernes administrative byrder skal reduceres.

Skønt her langt hen ad vejen er tale om radikal årgangsvin på socialdemokratiske flasker, hilser jeg initiativet hjerteligt velkomment, og socialdemokraterne rejser i forbindelse med deres udspil nogle særdeles relevante spørgsmål:

Hvordan skal fremtidens danske demokrati se ud? Hvordan genskaber vi balancen og den gensidige tillid mellem kommune og stat?

I de danske børsnoterede selskabers bestyrelser er 5,6% af posterne besat af kvinder. Socialdemokraterne ønsker at øge andelen af kvindelige bestyrelsesmedlemmer og har i den forbindelse lanceret et forslag om, at minimum 40% af de børsnoterede selskabers bestyrelsesmedlemmer om 4 år skal være kvinder.Hvor stor en andel af bestyrelsesmedlemmerne skal så være handicappede, protestanter, muslimer eller homoseksuelle? Intet andet end faglige kvalifikationer bør afgøre hvilken kandidat, der foretrækkes! Det kan aldrig være i hverken virksomhedernes eller de ’forfordeltes’ interesse, at der indføres kvoter. En virksomhed er primært fokuseret på bundlinjen og dermed også på at få sammensat en så kompetent bestyrelse som muligt. En kandidat ønsker at blive valgt på baggrund af sit CV og ikke fordi, en kvote tilsiger, at der denne gang skal vælges en kvinde eller for den sags skyld en indvandrer, en handicappet eller en rødhåret… Tænk også på den omvendte diskrimination – er det rimeligt at fravælge den bedst kvalificerede (eksempelvis mandlige) kandidat, fordi vi har forelsket os i en procenttankegang? Det ER da nedslående, at der ikke er kommet markant flere kvinder i virksomhedsbestyrelserne, men statistikken skal ikke søges ændret med kvoter. Virksomhederne bør i stedet tilstræbe en mere målrettet søgning efter egnede kvinder, når bestyrelsesposterne skal besættes – ’mænd kender mænd’, og der bringes derfor ofte slet ikke kvinder i spil. Vi kvinder bør endvidere profilere os noget bedre.Og helt ærligt: Vi kan faktisk godt selv!

Det er en tidlig lørdag aften, ungerne leger, og hunden snorker sagte under sofabordet. Jeg bænker mig i sofaen med et krus friskbrygget mokka, tænder for TV2-nyhederne og får mig en særdeles ubehagelig overraskelse: Det radikale Folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll (SEA) toner selvsikkert frem på skærmen og proklamerer, at de ældste medlemmer af den radikale Folketingsgruppe bør trække sig og overlade deres pladser til deres respektive førstesuppleanter. Men ifølge min, måske naive (?), opfattelse af de demokratiske spilleregler, er det ikke SEA’s opgave at beslutte, hvem der skal sidde i Folketinget. Er det ikke ganske selvfølgeligt, at vælgernes dom bør respekteres? Den enkelte kandidat er valgt ind på baggrund af et ønske om at opnå valg, og han/hun er opstillet af en kreds, som har ønsket hans/hendes repræsentantskab. Vælgerne har stemt – og så er den vel ikke meget længere…? Jeg er overbevist om, at et generationsskifte vil finde sted helt naturligt og relativt problemfrit, hvis det får lov!

SEA mener, at Radikale Venstre får en stærkere Folketingsgruppe, hvis ’de gamle’ trækker sig og lader nye kræfter komme til – heri ligger en implicit antagelse om, at ’de gamle’ ikke kan stå distancen (og at ’de nye’ vil kunne det!). Det første er en alvorlig anklage, som er møntet på radikale enkeltindivider af kød og blod – en anklage, som efter min mening ikke bør luftes i en landsdækkende nyhedsudsendelse. Diskussioner vedrørende enkeltpersoners kompetencer eller mangel på samme bør tages internt, ikke offentligt.